Blog Image

Cambridgeliv - sæson 2

Tilbage i Cambridge


Sommer i Danmark

Fotodagbog Posted on 05 okt, 2011 19:34:42

I august og begyndelsen af september var den lille familie fra Cambridge på besøg i Danmark. Anledningen var arbejde, ferie og bryllup, så vi fik mange gode oplevelser.

Tim skulle på udgravning for første gang i tretten år, hvilket var lidt af en udfordring, men også sjovt. Det var Borum Eshøj, der skulle udgraves: en ca. 3350 år gammel gravhøj fra bronzealderen, som var blevet delvist udgravet i 1875. Der var både sol og regn under udgravningen, samt en masse spas med udgravningsholdet, besøgende i lange baner og en visit fra TV2 Østjylland.


Mens Tim fornøjede sig med at flytte gammel jord i Østjylland, havde Juliane og Felix slået lejr i et sommerhus ved Vesterhavet sammen med gamle venner. Heriblandt var Søren og Anja, som introducerede en ny ven, nemlig den lille Ester, som Felix slet ikke syntes, var så skræmmende som pigerne i Cambridge.


Juliane og Felix nåede dog også forbi Århus (eller er det Aarhus? Eller Åårhus?), hvor vi holdt weekend sammen. Felix blev introduceret for udgravningsholdet og nåede også at besøge Borum Eshøj. Derudover sad vi i Moesgårds smukke have og lavede fjollede ansigter.

Efter besøget tog Juliane og Felix til Odsherred og Tim fulgte efter, da udgravningen sluttede. Her blev Felix snart kapret af familiemedlemmer, hvilket han tilsyneladende ikke havde noget imod.

Vi nød også at holde lidt ferie i sommerhuset, selvom der også blev arbejdet. Vi fik tid til det hele og Felix nåede endda ned at hilse på Sejerøbugtens brusende bølger.


Efter fornøjelserne i Odsherred gik turen til København, hvor vi overnattede hos Julianes forældre. Felix var også meget glad for selskab ved måltiderne, for så er der jo personale til at sidde på skødet hos.

Efter besøget i København tog vi et smut til Samsø, hvor vi var gæster til et smukt bryllup på Vadstrup. Felix var iklædt sit fineste tøj.


Dagen efter havde vi tid til at køre rundt og se Samsø, hvilket var en stor fornøjelse. Det er en meget smuk ø med en alsidig natur og Juliane nåede også ud at bade sidst på eftermiddagen.

Næste morgen gik turen igen mod København, inden vi fløj tilbage til England. Det var en begivenhedsrig turné i Danmark og som altid var det både vemodigt at rejse fra venner og familie, men dejligt at komme tilbage til Cambridge. Mere følger snart om sensommeren i Cambridge.



Mange nye ting

Fotodagbog Posted on 24 jul, 2011 23:33:12

Så blev det juli og Seejou King fik sin debut i Superligaen for FC Nordsjælland. To kampe er det blevet til ved redaktionens afslutning (og to gule kort) og i Cambridge er vi meget begejstrede og imponerede. For at støtte Seejou og FCN har vi iklædt os fodboldtrøjer på kampdagene – dog ikke i FCN’s trøjer, men i Liverpools smukke dragt (som i farver minder lidt om nordsjællændernes).


Ellers er livet i Cambridge gået sin stille og rolige gang i juli. Der har været lidt travlt med arbejde for alle parter, selvom Felix har defineret en ny døgnrytme med længere nattesøvn end tidligere. Til gengæld har han også oplevet mange nye ting. Han var for eksempel med Juliane på besøg hos nogle venner i Cambridge, hvor han mødte Anja på fire måneder, som var meget begejstret for at se Felix. Hun skreg højt og smilede, hvilket fik Felix til at stikke i at tude. Piger er skræmmende…

Hjemme i Broadmeadows er der anderledes trygt. Tidligt i Felix’ liv mente Tom, at drengen mindede lige lovligt meget om en englænder (og henførte hans barnagtige ansigtstræk til Wayne Rooney… Oh, disgrace!). Felix må have hørt efter, hvad Tom sagde, for nogle dage øver han sig i at imitere Winston Churchill i stedet.


Ja, han mangler bare en cigar og en Gin & Tonic, så er den imperiale attitude jo af historiske dimensioner. Ud over de underholdende imitationer bruger Felix meget tid på at lære nye ting med sin stemme og hænder. Hænder er noget af det sjoveste legetøj for tiden (de kan blandt andet bruges til at gribe om fødder og tunge), og så kan han udstøde nogle meget høje og mærkelige lyde, som får hele huset til at bryde ud i grin.
Felix er så småt begyndt at vænne sig til at komme i bad. Oplevelsen bliver dog stadig mødt med en vis undren, men man kan også plaske med hænder og fødder i vandet, og det synes vi vel alle er sjovt.

Under den efterfølgende obligatoriske aftørring forsøger Felix sig med
andre imitationer af kendte briter; her en kutteklædt Harry Potter.

På det seneste er Felix også begyndt at læse meget. Vi har blandt andet været igennem en bog om dinosaurusser. Det er ikke verdens mest komplekse narrativ, som blandt andet er kendetegnet ved en lidt todimensionel karaktertegning, men bogen i sig selv er ganske tredimensionel og lægger op til at blive krammet, slikket, spist og tygget på. Nam.

Felix er også stadig meget glad for sin guldsmed, som stimulerer alle sanser og vækker glæde i selv den mest fortvivlede situation – som for eksempel, når man skal til at i seng, hvilket i Felix’ verden er en utilgivelig forbrydelse mod menneskeheden.

For det meste er livet med Felix i Cambridge dejligt, underholdende og fyldt med solskin.
Inden længe er vi på vej til Danmark igen. Det bliver dejligt at andre end vi selv kan komme til at opleve Felix og se, hvor meget der er sket i den seneste tid. Han bevæger sig hurtigt, ham Felix Flohr Wammen; FFW (fast forward).



Juni i Cambridge

Fotodagbog Posted on 07 jul, 2011 10:46:07

Juni var en travl og dejlig måned i Cambridge, hvor vi både fejrede Tims fødselsdag og havde indtil flere besøg fra Danmark. På Tims fødselsdag blev Felix iklædt en fin t-shirt med dødningehoved-motiv. T-shirten fik Felix af Mette og Katrine (“Heksene fra Moesgård”).


Vi gik også tur ved floden og stoppede ved Wren Library for at fodre Felix. Her fik han også udsigt til punterne på floden. En ung kvinde i en punt fik øje på os og råbte, “how idyllic!” Ja, vi følte os skam også meget idylliske…


En anden dag gik vi en lang tur ud til en landsby, der hedder Fen Ditton. På floden roede de forskellige colleges om kap i en dyst, der kaldes “The Bumps”. Det gælder om at indhente den foranliggende båd og vædre den. Den eneste kollision, vi var vidner til, var da Jesus College’s otter med styrmand bragede direkte ind i flodbredden. Pinligt. Kort forinden havde en entusiastisk tilskuer råbt “Go JESUS!!!” af sine lungers fulde kraft. Man hører nogle mærkelige ting i Cambridge…


En anden dag blev Juliane stillet et sjovt spørgsmål ude i byen: “Is Jesus and Christ the same?” Spørgsmålet var ikke af teologisk karakter, men blot et spørgsmål om, hvorvidt Jesus College og Christ’s College var samme institution.


Vi fik også besøg af den tossede familie fra Bellahøj. Det var et voldsomt hyggeligt besøg, hvor vi slentrede rundt i byen og nød det gode vejr langs floden, på pubberne og i Botanisk Have. Og så spiste vi en masse østers, men det glemte vi at tage billeder af, så her er i
stedet et billede af Kim og Inger, som forsøger at hælde øl på Felix.


Da Bellagøjerne omsider rejste, var Felix blevet meget træt og tog sig en velfortjent lur.


Senere på måneden fik vi besøg af Mikkel Bille, som var i byen for at skrive på en bog sammen med Tim. Han fik også lejlighed til at møde nogle af vores cantabrigianske venner (cantabrigiansk = person fra Cambridge). Herunder Mikkel og Maikel på Cambridge Blue.

Ja, det skal nok blive en god bog…

I juli måned får vi travlt med en masse arbejde i Cambridge, inden vi tager til Danmark i august for at udgrave noget gammel jord i Jylland og feriere hos venner og familie, samt deltage i et bryllup på Samsø. Men mon ikke vi også får tid til at kigge på svaner, roere og ællinger på Cam sammen med Felix, inden vi rejser på visit i Danmark?



Besøg i Danmark del 2

Fotodagbog Posted on 03 jul, 2011 14:35:22

Her er lidt flere billeder fra vores besøg i Danmark i slutningen af maj. Det var et kortvarigt besøg, men med mange oplevelser for Felix og resten af Syndikatet Saftig Trio.


Felix fik blandt andet sit første rigtige karbad, mens vi var i sommerhuset. Det var en stor oplevelse, som resulterede i et meget måbende udtryk. Efter at have lufttørret foran pejsen blev Felix meget træt og faldt i søvn over moderens skulder.


Felix skulle selvfølgelig også have lidt at spise i ny og næ, og da vi kørte nogle dejlige ture i Odsherred, blev der tid til picnic ved både Klint, Sandskredet i Kongsøre og Sejerøbugten. Herunder et indtryk fra Klint.


I det hele taget var vi meget begejstrede for at få mulighed for at nyde foråret for anden gang i 2011. Vi rejste fra Cambridge i midten af maj, hvor foråret var på hæld, men landede i Danmark til de smukkeste farver, dufte og lyde af forår.


Forår og forfald.

Det var alt for denne gang, men der følger nok snart en opdatering fra Cambridge, hvor vi har haft en travlt juni måned med besøg fra Danmark og andre løjer.



Besøg i Danmark del 1

Fotodagbog Posted on 07 jun, 2011 20:03:13

Fra den 18. maj til den 1. juni aflagde vi besøg i Danmark, men inden da skulle vi lige til London for at hente et pas til Felix.

Her er Juliane og Felix i Hyde Park, hvor han også fik sig en lille snack, inden vi var på ambassaden og hente pas til knægten.

Den 18. maj satte vi så næsen mod København, og vanen tro var EasyJet lidt forsinket, så vi sad i fem timer i Stansted. Felix tog det nu roligt, men han fik sig også et mellemmåltid eller to i ventetiden.
Her afventer Felix situationen og drømmer om næste måltid.

Efter et kort visit i København rejste vi til Højby for at besøge Tims forældre, men Faster Anne Marie nåede at kaste sig over Felix inden, vi havde set os om. Det var vist kærlighed ved første øjekast, og siden kom Rasmus også med og skulle se den lille knægt.

Ellers var bedsteforældre i forskellige afskygninger vist meget glade for at se Felix, og det var vores indtryk, at det var gensidigt.




Efter nogle dejlige dage i Odsherred tog vi til København og besøgte venner og familie. Det var dejligt at se en masse rare mennesker, omend Felix til tider blev mættet af den megen opmærksomhed og festivitas.
Men det var også rart at få lov at hvile ud i søde menneskers arme mellem måltiderne.




Dette er blot et kort glimt at mange besøg og begivenheder fra Felix’ første besøg i Danmark. Vi nød at være hjemme for en kort bemærkning og glæder os til at se alle igen hvor enten det bliver.



Tre-ugers fødselsdagsfest

Fotodagbog Posted on 28 apr, 2011 21:38:36

Dette er blot en kort opdatering om livets gang i Cambridge. I dag fylder Felix tre uger, og han fejrer det med at spise ved moders taverne og råskide i samme ombæring. Det bliver efterfulgt af en gammelmands-gnækken, men når man siger “Ole Ernst” til ham, så bliver han sur. Det kan man vel heller ikke bebrejde ham. Af hensyn til moderens blufærdighed udelader vi billeder af ammesituationer.


Vi havde også besøg af sundhedsplejersken i dag, som skulle veje Felix og høre om alt går, som det skal. Vi synes selv, at knægten er glad og fro for det meste, bortset fra de apokalyptiske vredesudbrud, når maden ikke bliver serveret omtrent tredive sekunder før han opdager, at han er sulten. Hans glubende appetit er resulteret i, at sundhedsplejersken kunne veje ham til 4300 gram, så han har i gennemsnit taget 300 gram på per uge. Det er 100 gram mere end forventet. Godt gået, knægt. Mens Juliane rendte et ærinde i byen, legede Felix og Tim klæd-ud-fest i anledning af tre-ugers-dagen. Nedenfor ses Felix i sit Ku Klux Klan-kostume.


Vi fik også haft besøg af Julianes forældre inden påske. Det var pragtfuldt med besøg hjemmefra, og Felix var meget glad for endnu flere mennesker at putte hos. Det var vist gensidigt. Besøget resulterede dog også i nogle tumultariske scener, når Hr og Fru Wammen var ved at komme op at slås om at få lov at køre med den gule barnevogn langs Cam. Vi fandt dog et foto fra en rolig stund, som ses nedenfor.


Efter Julianes forældres besøg har vi så småt forsøgt at indrette en mere almindelig hverdag med Felix i vores liv. Nedenfor ses Tims forsøg på at fordybe sig i Henri Bergsons tidsfilosofi efter at have fodret Felix.


I dag var Juliane i øvrigt alene i byen for første gang siden fødslen. Hun gik til foredrag på universitetet, hvor Jane Goodall
fortalte om sit fascinerende liv med studier af chimpanser i Gombe i
Tanzania. Det var dejligt at komme ud blandt voksne mennesker.



Ny cantabrigianer

Fotodagbog Posted on 14 apr, 2011 15:27:33


Så har vi omsider fundet et navn til vores dreng. I fosterstadiet lød han navnet “Alien”, hvilket hang godt ved efter fødslen, men “Prins Pattegris” var også på tale, da det passer godt til hans hovedbeskæftigelse og lydunivers.

I dag var vi så på Shire Hall for at registrere hans eksistens og gøre hans navn officielt:

Felix Flohr Wammen

Herunder et par billeder fra vores lille fejring i kunstnerkollektivet Saftig Trio. Vi glæder os til, at I allesammen kan møde ham.

Felix og moderen

Felix og papa

Saftig Trio