Det blev december, og for første gang i sit liv skulle Felix konfronteres med nisser, risengrød, julepynt, julemad og lys i grantræerne. Han tog det pænt.
Her bliver han indviet i den wammenske tradition med at spise risengrød og drikke varm frugtsaft den 1. december. Nissehue og rødt tøj er valgfrit. 
Ikke længe efter kom Anja og hendes mor Tina på besøg for at lave julesmåkager, og det var en stor succes.
Den første lørdag i december var vi alle tre til Mill Road Winter Fair i
strålende solskin og elleve grader, og det indbød helt klart til at stå
og spise hjemmelavede pølser med dyrekød og stirre på de mange
mennesker.
I løbet af meget få dage opdagede Felix pludselig, hvor fantastisk meget bedre et udsyn man får over verden, når man rejser sig op (med lidt hjælp fra møbler, puder og voksenben). Man kan for eksempel kigge ned på fødderne.
Midt i december fik vi besøg igen, denne gang af Christian og Lone og deres smukke datter Siff, som charmerede både Felix og os andre.
Vi fik vandret rundt i byen og besøgt Tims kollegie – her på vej over “Sukkenes Bro” med den gule barnevogn.
Og så var der nissetøjet. Det var noget med en udfordring, som måtte besvares. Og erkendelsen af, at denne her form for løjer nok kun går an i et par år, så det skal nydes.
Da de søde mennesker var rejst, måtte vi hurtigt bekæmpe det snigende savn ved at finde på sjov med spejle. Det virkede.
Efterfølgende forsøgte Felix at få fred til at læse sin bog, mens hans mor desperat prøvede at fange hans opmærksomhed. Bøger er et hit, og soveværelset er et godt sted at være.
En grå decemberdag slæbte jeg Tim og Frøen med ud til Tinas koloni for at se, hvordan det stod til. På trods af den barske årstid og den sparsomme plantevækst var det som altid en opløftende oplevelse. 
Sådan gik december i Cambridge. Den 21. tog vi af sted til Danmark for at fejre jul og nytår med familie og venner – mere om det senere. Men en af de største ting i den måned var alligevel, da Felix lærte sig en ny og meget nyttig færdighed: At kravle.
